Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Hvor stramt er arbejdsmarkedet?

Overordnet set har beskæftigelsen været stigende og ledigheden faldende siden 2013. Det har i stigende grad rejst spørgsmålet om, hvor stramt arbejdsmarkedet egentlig er, og om vi løber en risiko for, at inflationen stiger mere, end vi bryder os om. Svaret på det spørgsmål har betydning for, hvor stram finanspolitikken bør være og måske også for behovet for reformer, der kan øge arbejdsudbuddet.

20. april 2017 kl. 11:00

Statistikkerne skal holdes op mod supplerende viden

Når man i den politiske debat fokuserer på arbejdsmarkedets stramhedsgrad, er det selvfølgelig ikke, fordi lav ledighed er noget dårligt. Men ledigheden kan blive så lav, at der kommer øget gang i inflationen og danske virksomheders konkurrenceevne dermed svækkes. Igen er det måske umiddelbart ikke nogen tragedie, når udgangspunktet er en god konjunktursituation og så stærk en konkurrenceposition som den danske - vi har enorme betalingsbalanceoverskud og nettoaktiverne på udlandet oversteg halvdelen af BNP ved udgangen af 2016 - men når sådan en proces først er i gang, kan den vise sig svær at standse igen.

På den baggrund er det værd at kigge på ledighedsudviklingen målt ved Danmarks Statistiks forskellige indikatorer.

To af indikatorerne - brutto- og nettoledigheden - er baseret på registeroplysninger om udbetaling af dagpenge og kontanthjælp.  De er i udgangspunktet mere statistikker over modtagelse af offentlige ydelser end statistikker over ledighed. Man kan sagtens være uden arbejde, søge arbejde, og være til rådighed for et job (den internationale definition på arbejdsløshed) uden at optræde i registerledigheden. Det gælder for eksempel mange studenter, som modtager SU og samtidig ønsker et deltidsjob ved siden af, eller andre jobsøgende der ikke har ret til dagpenge eller kontanthjælp. I tidligere tider var det nok heller ikke alle, der modtog dagpenge, der var lige meget til rådighed for et job - her er der dog over tid sket betydelige opstramninger.

Når de to serier for registerledighed normalt får mest opmærksomhed skyldes det nok, at tallene typisk er ganske sikre. Hertil kommer, at de giver et mål for volumen af ledighed - i den forstand at de korrigerer for, om folk er fuldtids- eller deltidsledige. Arbejdsmarkedet er jo meget strammere, hvis alle de ledige ønsker deltidsbeskæftigelse, end hvis de ønsker fuldtidsbeskæftigelse - i den sidste situation er der mange flere timer at hente fra de ledige.

Siden midten af 2016 er bruttoledigheden steget svagt, mens nettoledigheden nærmest har bevæget sig sidelæns (figur 1). Det kan virke overraskende i en periode med pæn vækst i BNP og beskæftigelse. Det skal nok heller ikke tolkes sådan, at arbejdsmarkedet er blevet mindre stramt. Baggrunden for udviklingen i de to registerbaserede ledighedsindikatorer er bl.a., at kommunerne har ændret registreringspraksis for modtagere af integrationsydelse, så de nu i udgangspunktet registreres som jobparate. Det er formentligt et rimeligt gæt, at de personer, der på denne baggrund indregnes blandt de brutto- og nettoledige, ikke har den helt store indflydelse på løndannelsen. Så stigningen i bruttoledigheden siden midten af sidste år kan ikke umiddelbart tages som udtryk for, at arbejdsmarkedet er blevet mindre stramt. Og i stedet for at være konstant havde nettoledigheden formentlig været faldende, hvis der blev korrigeret for den ændrede registreringspraksis.

Figur 1. Bruttoledigheden, nettoledigheden og AKU-ledigheden, sæsonkorrigeret

ledighedsudviklingen


Den forskellige udvikling i brutto- og nettoledigheden afspejler et øget antal ledige i aktivering. Der har historisk været en lang debat blandt (ikke mindst svenske) økonomer om, hvorvidt aktivering af de ledige medførte øget lønpres, eller de aktiverede fortsat holdt lige så meget igen på lønningerne som de åbent ledige, der måles i nettoledigheden. Konklusionen svæver lidt, men argumentet rokker yderligere ved at bruge stigningen i bruttoledigheden som indikation for udviklingen i arbejdsmarkedets stramhedsgrad. 

Men hvad så med den tredje indikator, AKU-ledigheden? Den er baseret på at spørge en stikprøve af folk, om de opfylder de internationale kriterier for ledighed, og er generelt mere ustabil. Ikke desto mindre er den også steget siden foråret 2016. Stigningen var koncentreret omkring 2. og 3. kvartal og berørte studenter og såkaldte ”øvrige ledige”. Ledigheden faldt derimod fortsat for modtagere af dagpenge og kontanthjælp. Det viser de detaljerede AKU-tal, som kun offentliggøres på kvartalsbasis på grund af den månedlige stikprøves begrænsede størrelse. Det var altså grupper, der ofte udbyder få timer og normalt ikke betragtes som arbejdsmarkedets kernetropper eller udslagsgivende for løndannelsen, der oplevede en ledighedsstigning. Alt i alt modsiger udviklingen i AKU-ledigheden altså ikke rigtig fornemmelsen af en fortsat tilstramning på arbejdsmarkedet. 

Det er også en konklusion, som er i overensstemmelse med virksomhedernes udsagn omkring stigende mangel på arbejdskraft i Danmarks Statistiks konjunkturbarometre, hvor andelen af virksomheder, der oplever arbejdskraftmangel som en begrænsning, er stigende i mange brancher (se Bag Tallene, 1. marts 2017). Andelen af ledige stillinger i den private sektor er også steget de senere år - og specielt siden midten af 2015. 

Hvad er det bedste mål for stramhed?

Diskussionen omkring ledighedstallenes udvikling over det seneste års tid rører ved et mere generelt spørgsmål om, hvilket ledighedsbegreb der på den lange bane giver det bedste billede af stramhedsgraden på det danske arbejdsmarked. Svaret på det spørgsmål lettes ikke af, at det ledighedsniveau, som er foreneligt med en stabil inflationsudvikling, må antages at have ændret sig med årene. Det er sket både som resultat af konjunkturtilbageslag, hvor en stigning i ledigheden gradvist har fået et mere strukturelt præg, fordi nogle af de ledige efterhånden er kommet meget langt fra arbejdsmarkedet, og som følge af forskellige arbejdsmarkedsreformer med det formål at reducere den strukturelle ledighed.

Ser man på tallenes udvikling (figur 2), er det slående, at AKU-ledigheden og nettoledigheden udviser helt forskellige trends. Tilbage i midten af 1990'erne oversteg nettoledigheden AKU-ledigheden, mens der i de seneste år har været en massiv forskel den anden vej rundt. Set over perioden siden midt-1990erne som helhed har AKU-ledigheden ikke udvist nogen særlig trend. Den langsigtede udvikling i ledigheden er altså massivt forskellig, om man kigger på nettoledighed eller AKU-ledighed (bruttoledigheden har vi kun tal for siden 2007). De to ledighedsbegreber tegner dermed næppe samme historie for arbejdsmarkedets stramhedsgrad (det ville i hvert fald kræve en tilsvarende forskellig opfattelse af udviklingen i strukturel ledighed). 

Figur 2. Ledighedsudviklingen 1996-2016, 16-64-årige

ledighedsudviklingen

 
Ser man på definitionerne bag tallene, har AKU-tallene hele tiden været baseret på den internationale definition af ledighed, omend en ændret opregningsmetode har hævet niveauet noget fra 2007.  En konsistent definition er umiddelbart et plus i forhold til sammenligninger over tid, men gør ikke automatisk AKU-ledigheden til det foretrukne mål for arbejdsmarkedets stramhedsgrad. Hvis, for eksempel, ønskerne om deltids- eller fuldtidsarbejde blandt de ledige ændrer sig over tid, kan det give en skævhed i AKU-ledigheden som et mål for stramhedsgraden af arbejdsmarkedet, fordi AKU-ledigheden måles i personer og ikke fuldtids-personer.

Definitionerne bag nettoledigheden har omvendt ændret sig markant over tid - tænk blot på udviklingen i den maksimale dagpengeperiode, som er blevet forkortet adskillige gange. Hver gang har det haft den effekt, at nogle ledige er faldet ud af dagpengesystemet, og hvis de ikke i stedet modtager kontanthjælpsydelser (og vurderes jobparate), viser de sig ikke i tallene. Hvis de ledige, som er faldet ud af statistikken, fortsat har en indflydelse på løndannelsen, så kan nettoledigheden give et mere og mere skævt indtryk af arbejdsmarkedets stramhedsgrad.  Den kortere dagpengeperiode og andre reformer kan samtidig have reduceret tendensen til lønpres generelt og dermed også sænket den strukturelle ledighed, hvilket kan forstærke skævheden i den trendmæssigt faldende nettoledighed som et mål for arbejdsmarkedets stramhedsgrad.

Til syvende og sidst er det et empirisk spørgsmål, hvilket ledighedsbegreb der bedst fanger arbejdsmarkedets stramhedsgrad og dermed bedst forklarer lønudviklingen. Man kan måske undre sig over, at det spørgsmål ikke har været genstand for mere analyse, end tilfældet har været. I regi af arbejdet med ADAM-modellen har Danmarks Statistik foretaget nogle begrænsede forsøg på at undersøge spørgsmålet. De pegede mest i retning af AKU-ledigheden som det bedste mål for stramhedsgrad, men var helt klart for begrænsede til at drage stærke konklusioner. Så hermed en opfordring til det fagøkonomiske miljø om at se lidt nøjere på dette emne. 

Seneste artikler

18. august 2017 Giver priserne på IKT-udstyr og service for lav målt produktivitets­vækst?
8. juni 2017 Hvor højt er det høje danske skattetryk?
25. april 2017 Grønt nationalregnskab skaber nye indsigter
20. april 2017 Hvor stramt er arbejdsmarkedet?
15. marts 2017 Virksom­hedernes globalisering udfordrer tolkningen af BNP